Kejserkrigen

30-årskrigen brød ud i 1618 og var i begyndelsen en fjern krig mellem oprørere i Böhmen (som startede opstanden med at smide kejserens repræsentanter ud af vinduet på slottet i Prag) og deres kejserlige herre i Wien i Østrig. Problemet var bare, at oprørerne var protestanter, kejseren var katolik. Og de protestantiske tyske lokalfyrster i Nordtyskland, Sachsen, Brandenburg, Mecklenburg osv. støttede deres trosfælles. Så de katolske småfyrster i Sydtyskland, Bayern, Württemberg, Baden osv. sluttede op om deres kejserlige herre. Krigen blev en tysk borgerkrig.

Den katolske ligas feltherre Tilly havde størst held på slagmarken, og de nordtyske fyrster følte sig trængt. De blev helt svunget i knæ, da en böhmisk rigmand, Wallenstein, udrustede sin egen hær for egen regning (han tog sig siden betalt ved plyndringer, der nærmest kom til at lægge Tyskland øde): De stod nu over for to store modstandere, og de henvendte sig til deres protestantiske fæller i Danmark-Norge og Sverige. 1624 forhandlede Danmark og Sverige om at gå sammen om at hjælpe trosfællerne i Tyskland. De kunne ikke enes, fordi Christian IV insisterede på, at han som repræsentant for det største rige skulle have overkommandoen. I 1625 besluttede den danske konge så, at han alene ville tage ned og rydde op i Tyskland. Hans danske regering og rigsrådet sagde dog nej. Og i følge håndfæstningen / forfatningen havde de vetoret kunne kongen så ikke drage i krig. Det kunne han - mente han selv - alligevel, for foruden konge af Danmark og Norge, var han jo også hertug af Holsten, og her havde rigsrådet ikke noget at skulle have sagt. Så hertugen af Holsten drog i krig i Tyskland med en stor og dyr lejet hær (20.000 mand betalt delvis af danske skattekroner, delvis af de allierede i Nordtyskland). England og Nederlandene kommer uden om det protestantiske ansvar, de har, ved at være med til at betale soldaterlønningerne.

Denne del af 30-årskrigen har i Danmark fået navnet Kejserkrigen. Tilly hærger i det østlige Tyskland, Wallenstein i det vestlige, og Christian forsøger at trænge ned i midten i håbet om at kunne slå de to katolske hære hver for sig. I august 1626 mødes Tillys og Christians hære ved Lutter am Barenberge. Tillys hær bliver slemt medtaget. Men den udrydder kong Christians hær. Med de sidste forhutlede rester skynder han sig mod nord ind i Holsten, men nu sætter Wallenstein efter med sine friske tropper, og kongen flygter først til Fyn, siden hjem til København. Wallenstein er ligeglad med, at det kun er Holsten, han er i krig med. Hans hær besætter og udplyndrer Jylland i 1627. I 1628 er der tale om mordbrand, voldtægt, katolsk hævn over lutherske præster, direkte tyveri af værdigenstande på land og i by over hele Jylland. Og jyderne er vrede. Især borgerskabet i byerne. På kongen over hans uansvarliged. Og på adelen, som jo ikke betaler skat, fordi de skal forsvare riget: Nu er alle, der har råd til det, flygtet til øerne. Og Wallenstein står med 50.000 mand i Jylland, som skal forsørges. Det er i denne situation, regeringen som selvforsvar forordner bod, faste, bøn, for det er folkets syndighed, der er skyld i alle ulykkerne.

1629 kommer det til fredsforhandlinger. Wallensteins betingelser er hårde: Der skal falde mange penge til Wallenstein personligt, kejseren skulle have hertugdømmerne og Jylland skulle gives som pant til kurfyrsten af Sachsen for et lån, kejseren havde modtaget fra denne. Danmark må på den anden side uanset betingelserne have fred. Ellers ender Jylland som en ørken. Så sker der noget uventet: Den svenske konge Gustav Adolf lander i Pommern med sin krigsvante hær (svenskerne havde i årevis ligget i krig med og besejret stormagter som Rusland og Polen). Nu er det Wallenstein, som skal have hænderne fri, så Christian IV får en fred uden erstatninger og landafståelser. Han skal alene love, at han aldrig mere vil blande sig i 30-årskrigen. Det lover han og holder han. Wallenstein flytter sine tropper til Pommern, hvor de plyndrer og ødelægger - og fordrives fra af svenskerne. 

Svenskerne har succes på krigsskuepladserne i Tyskland. Ved Breitenfeld slår svenskekongen de samlede katolske hære i 1630. Året efter mødes hærene påny ved Lützen, og også her vinder svenskerne en knusende sejr - men kongen falder i slaget.

Krigen trækker nu ud: De to parter er nogenlunde lige stærke, ingen vil give sig, der kommer forhandlinger, men de fører ikke til noget. Christian IV tilbyder sig som mægler, men fred bliver der ikke. Svenskerne mistænker den danske konge for at handle på skrømt - og Christian har måske tilbudt kejseren at gå ind på dennes side, fordi han er jaloux over de svenske succeser. Svenskerne er i hvert fald utrygge ved Christian. Så under en våbentilstand mellem de kejserlige og svenskerne beordrer den svenske rigsforstander Axel Oxenstierna den svenske hærs feltherre Lennart Torstensson til at føre hæren mod Danmark (så er den også forsørget). Atter bliver Jylland besat og udplyndret. Og denne gang går det også ud over Skånelandene, hvor en svensk hær trænger ned og plyndrer, brænder og hærger. Kun Malmø holder stand. Selv til søs er svenskerne de stærkeste, fordi de er i alliance med Nederlandene, som har sendt en stor flåde til Østersøen. Christian IV mister synet på sit ene øje, da han få en splint i øjet, da den danske flåde møder den svensk-hollandske ved Kolberger Heide mellem Lolland og Femern. Af den danske flådes 17 skibe kommer kun 3 tilbage til Holmen i København. Det eneste lyspunkt i krigen indtræffer i 1644, da en dansk hær sætter over Sundet, hæver belejringen af Malmø og driver den svenske feltmarskal Arvid Horn tilbage over grænsen. Men nu er den danske statskasse tom, og da parterne i 1645 mødes ved Brømsebro mellem Blekinge og Sverige, må rigshofmester Corfitz Ulfeldt gå ind på, at Danmark afstår Øsel og Dagø (de to store øer ud for Estlands kyst) og Gotland til Sverige. Som nu er den stærkeste Østersømagt. Desuden afstås Halland for 30 år, så Sverige kan få ro til at bygge Göteborg og få en port mod vest. Danmark er helt nede. Og det skal blive værre endnu.

Kejserlige tropper stødte mod slutningen af krigen op i Jylland for at komme danskerne til hjælp - og en stor del af alle de soldater, jyderne skulle forsørge, drog da også sydpå, men besættelsen ophørte ikke. Krigen mellem Sverige og kejseren fortsatte. Bl.a. nåede svenskerne at erobre det halve Prag, før fredsforhandlingerne i Osnabrück i 1648 førte til en endelig fredsslutning, den westfalske fred. Tyskland, som var totalt forarmet efter 30 års krig, blev opdelt i faktisk selvstændige småstater. Kejseren bevarede sin titel, men den var uden indhold. Og Sverige tog sig betalt med For- og Bagpommern. Rügen, Stralsund og Wismar var nu svenske: Sverige lå ikke bare øst for Danmark, men også syd for (helt til 1815, hvor Preussen fik Pommern samtidig med, at Sverige tog Norge fra Danmark).